Kulturscenen & Musikterapi er et tilbud for alle beboere på Sødisbakke. Her tilbydes løbende kreative, musikalske, kulturelle, sportslige og årstidsbestemte aktiviteter, som arrangeres i samarbejdet mellem Sødisbakkes Kulturskaber og Musikterapeut.
Kulturscenen
Kulturscenens arrangementer giver beboere mulighed for at sanse og opleve på forskellige måder igennem musik, teater, dans samt kreative projekter. Kulturskaberen udvikler og tilbyder et bredt udsnit af kulturelle oplevelser og søger hele tiden at finde nye måder, hvormed vi kan give beboerne forskelligartede oplevelser, da mange af beboerne har vanskeligt ved at deltage i arrangementer uden for Sødisbakke.
Formålet med Kulturscenen er blandt andet at styrke beboerne i at udvikle egen identitet, og skabe fællesskab indenfor rammerne af en fælles kulturel æstetisk og livsbekræftende oplevelse.
Musikterapi
Musikterapi er en behandlingsform, der bygger på musikkens evne til at skabe kontakt, kommunikation og danne relationer. Det overordnede mål med musikterapi er at udvikle sociale kompetencer og styrke den kognitive, motoriske og emotionelle udvikling. Forskning viser, at musikterapi har en positiv effekt på verbal og nonverbal kommunikation, og at det bidrager til adfærds- og udviklingsmæssige forbedringer og giver større selvforståelse.
Med musikterapi på Sødisbakke er der også mulighed for afspænding og mindfulness samt individuel musikterapi. Musikterapeuten bidrager desuden med musikalske indslag til Kulturscenens arrangementer.