Specialpædagogik og Corona

I denne tid lever vi alle med en struktur, som er vendt på hovedet: Det, som tidligere er blevet frem-hævet som både normalt og værdifuldt – sociale relationer, fysiske kærlige kontaktformer, forsamlingsfrihed, selvforvaltning og et tæt familieliv – er blevet yderstyret i et omfang, som vi ikke har været ude for siden besættelsen. Tidligere tiders grundværdi på specialområdet ’et liv så nær det normale som muligt’ har fået en pudsig renæssance, eftersom det normale liv i øjeblikket er præget af massiv adfærdsregulering, streger på gulvet i butikkerne, faste, fjerne pladser i spisestuerne, særlige terrasse-kvadratmeter til dobbelt-armslængde-kommunikation og adfærdsmønstre og rutiner, som er indskærpede med straf, hvis ikke de bliver overholdt. Og de udviklingshæmmede, som ellers kan være noget forbeholdne overfor struktursystemer og kommunikationsstøtte, fordi det lugter af ’handicap’; underforstået: ”ikke noget for MIG!”, kan pludselig se sine forældre, kontaktpædagoger og institutionsledere stille sig på linje i Brugsen, stille sig i særlige besøgszoner og kigge efter skilte og piktogrammer, når de bevæger sig i det offentlige rum.

Forskellen på mange voksne med udviklingshæmning og normalpopulationen er, at situationen for normalpopulationen kræver gentagelser af budskaber, tydelig kommunikation, konsekvensforståelse af egen adfærd, en god hukommelse samt en vis kognitionsevne, mentalisering og efterrettelighed. Og minsandten om det ikke ser ud til, at det lykkes for de fleste af os at styre vores adfærd hensigtsmæssigt gennem situationen – men bestemt ikke uden betydelige anstrengelser.

Situationen kræver sådan set det samme af udviklingshæmmede voksne, men netop vanskeligheder ved kognition, konsekvensforståelse, situationsaflæsning, hukommelse og mentaliseringsevne er det, som karakteriserer denne målgruppe. Man kan derfor sige, at situationen for udviklingshæmmede kræver endnu et lag af regulering og yderstyring oven i det, som situationen i øvrigt kræver af normalpopulationen.

Velfungerende voksne med udviklingshæmning er på denne måde faktisk vanskeligere stillede end mennesker med svære og betydelige funktionsnedsættelser. De er vant til at kunne leve et, i stort omfang, selvstændigt liv med indkøb, cafebesøg, madlavning og personlig hygiejne med let – og måske nogle gange lidt skjult – personalestøtte. Samtidigt er netop selvstændighed indlejret som kerneværdiEN i såvel lovgivningen, i mange botilbuds værdigrundlag og i borgernes egne handleplaner, og tegner desuden et selvbillede og selvforståelse, som mange med lettere udviklingshæmning værner om.

Nu er vi altså i en situation, hvor omstændighederne kalder på kontrol og styring i stedet for frisættelse. Og det skaber særlige vanskeligheder for dem, som på den anden side har levet i en ramme, man kunne kalde ’beskyttet selvstændighed’ med masser af trivsel, og som nu befinder sig i en situation, som kalder på en ydre og usædvanligt direkte styring.

Derfor dette arbejdspapir, som peger på nogle nødvendige pædagogiske greb. Arbejdspapiret er tænkt som en inspiration, men naturligvis med tilbuddets egen lovpligtige beredskabsplan som øverste myndighed.

Læs med på de øvrige sider eller download arbejdspapiret i sin fulde længde.