Der var sol, sommer og store smil, da handicapbandet the Mumes torsdag eftermiddag spillede en udendørs corona-koncert på Sødisbakkes plæne. Efter mange måneder med nedlukning af de normale aktiviteter på Sødisbakke, og udskydelsen af årets Sødisbakke Festival, var sommerkoncerten et friskt og tiltrængt indslag, som beboerne nød i fulde drag. Der var pyntet med balloner på pladsen og der blev serveret grillpølser og is. For en stund fik de fremmødte en følelse af ægte festivalstemning med dans, sang og fællesskab.
Det var dejligt igen at være samlet til et arrangement på tværs af Sødisbakke - selvfølgelig med behørig afstand og indenfor de gældende forholdsregler.